Rollespillet

Viking helmHvad kan man spille, hvad handler scenariet om og hvad rollespiller man egentligt om som død viking?

Til Krigslive: Valhal kan du spille kriger fra et sted i Skjoldungekongen Harald Hildetands enorme rige. Du tilmelder dig sammen med en gruppe venner, eller finder en enhed at slutte dig til. I udgangspunkt er alle vikinger, men vil I variere jeres enhed, kan I kigge til fortællingerne om Harald Hildetand, f.eks. i Saxos Danmarkskrønike. Her er både slaviske skjoldmøer og barbariske finner med buer, men også jætter og andet mystik. Fortællingen skal ikke være historisk korrekt, men et heltesagn om krig og krigernes efterliv. Vi vil gerne høre om jeres ideer, for at koordinere hvordan de kan passe ind i stemningen og fortællingen.

Arrangørerne inddeler de tilmeldte enheder i to sider, og fastlægger har hvad striden går ud på. Det gør vi efter vi har fået enhedstilmeldingerne, for bedre at kunne inddrage de tilmeldte grupper i fortællingen. Scenariets fortællinger afhænger altså af hvilke enheder der tilmelder sig. Vi opfordrer også de tilmeldte enheder til at lave relationer på tværs af siderne, der kan afspejler deres fælles fortid.

Fortællingen til Krigslive: Valhal handler om to af Harald Hildetands edsvorne jarlers indbyrdes strid, og deres forbundsfællers mere eller mindre modvillige deltagelse i denne. Under et fælles togt til de østlige riger gjorde kongerne hinanden uret, og denne uret er nu vokset så stor, at den ikke kan bilægges med andet end blod, udgydt på valpladsen. Blodet kommer til at flyde, og ligegyldigt hvem der vinder retten, kommer de faldne til gudernes konge Odins rige, til Valhal, for at kæmpe og leve som einherjer, indtil Ragnarok. Men allerede den første aften i Valhal viser det sig at alt ikke er, som det udgiver sig for. Og de valg de nytilkomne einherjer træffer denne aften, kommer til at betyde meget for deres rolle i den kommende strid, når solen atter står på himlen.

Som deltager vil dit rollespil handle om fællesskabet i enheden, og de stridigheder og venskaber der findes blandt krigerne på begge sider. Fordi du har mulighed for at spille med alle enheder, er der plads til fortællinger på tværs af hærinddelingerne. At et liv i kamp efterfølges af et efterliv i Valhal er ingen overraskelse for rollerne, tvært imod. Som nytilkommen einherjer i Valhal vil der være mulighed for at udforske fortællingen om togtet til østen og få kastet lys over den uret, der nu har sendt så mange krigere til Valhal. De løgne og sandheder der kommer frem denne aften, vil forme rollespillet i Udgård, dagen derpå. For at bevare en grad af mystik for de deltagere der ønsker det, vil hjemmesiden ikke indeholde mere om den sag. Enhedslederne vil få mere information om tredje akt, sammen med tidsplanen for scenariet, og kan videregive den information til de deltagere, der ønsker det.